Det nye familieretlige system
Den 1. april 2019 trådte et nyt familieretligt system i kraft og i den forbindelse blev det tidligere Statsforvaltningen til Familieretshuset. Ligesom i Statsforvaltningen bliver der i Familieretshuset hovedsageligt behandlet sager, der udspringer af brud i familier, f.eks. sager om separation og skilsmisse, forældremyndighed, samvær m.v.
Familieretshuset har først og fremmest til opgave at støtte parterne i at finde egne løsninger. Såfremt det ikke er muligt for parterne at nå til enighed, skal Familieretshuset enten indbringe sagen for byretten, der nu benævnes Familieretten, eller træffe en afgørelse.
Efter modtagelse af en sag henviser Familieretshuset sagen til behandling i et af tre forskellige sagsbehandlingsspor (rød, gul og grøn). Visiteringen afhænger af, hvor kompleks og konfliktfyldt sagen er.
- ”Grønne sager” er enkle sager uden nævneværdigt behov for myndighedernes involvering.
- ”Gule sager” tilhører den kategori af sager, hvor der er behov for rådgivning for at dæmpe en konflikt. Først hvis det ikke lykkes at løse sagen i Familieretshuset, bliver sagen sendt til Familieretten.
- ”Røde sager” er komplekse sager, herunder ofte sager, der indeholder spørgsmål om utilstrækkelig omsorg for barnet, vold i familien, chikane, misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. Familieretshuset har i disse sager til opgave at sørge for, at sagen er tilstrækkeligt belyst, hvorefter sagen sendes til Familieretten, der træffer en afgørelse.
Med det nye familieretlige system er der ligeledes etableret en børneenhed, der har til formål at sikre, at der allerede fra en sags opstart er fokus på barnet og barnets trivsel i processen. Børneenhedens opgaver omfatter bl.a. udpegning af en børnesagkyndig kontaktperson, valg af bisidder, tilbud om børnesagkyndig rådgivning samt støtte gennem rådgivningslinje og deltagelse i børnegrupper.
Som noget nyt er reglerne om reflektionsperiode trådt i kraft. Efter de nye regler kan ægtefæller med fælles børn under 18 år som udgangspunkt ikke blive skilt med det samme. Først når den såkaldte reflektionsperiode på 3 måneder er gået, kan der udstedes skilsmissebevilling.
Familieretshusets afgørelser kan indbringes for Familieretten. I Familieretten behandles særligt komplekse og konfliktfyldte (røde) sager. Som noget nyt behandler Familieretten nu også sager vedrørende udlevering af et barn til samvær. Disse sager skal derfor ikke længere behandles af Fogedretten.
Af sagsområder der hører under Familieretshuset – og som ikke nødvendigvis udspringer af brud i familier – kan bl.a. nævnes sager vedr. adoption, fader- og medmoderskab, værgemål og fremtidsfuldmagter.
Hos Middelfart Advokaterne har vi stor erfaring inden for de sagsområder, der hører under Familieretshuset og har allerede repræsenteret flere klienter i familieretlige sager efter indførelsen af det nye familieretlige system.